Af Hans Peder Kirkegaard

I den grønlandske ordbog fra 1926, stod ”Naalakkersuisut” som betydende ”Regering”, og i 1990 kom ”Naalakkersuisoq” i ordbogen som betydende ”Minister”. Men man har dog også igennem tiden brugt låneordet ”Landstyre” til at beskrive Grønlands regering og det var først i 2008-09 at det blev besluttet at det udelukkende skulle hedde Naalakkersuisut i forbindelse med indførelsen af Selvstyre.

Acemoglu m.fl. forklarer i deres artikel om kolonial udvikling[1],  at forskellige koloniherrer har brugt forskellige kolonistyreformer, og enkelte koloniherrer brugte forskellige styreformer alt efter hvor deres kolonier lå og hvordan forholdene var lokalt. Disse styreformer bliver arvet af kolonierne efter de bliver selvstændige eller får deres eget styre, dvs. franske kolonier arver fransk kolonistyre, britiske kolonier arver britisk kolonistyre. Det er dog vigtig at understrege at det er kolonistyret der arves, og ikke det styre der er i koloniherrens land, selvom det ene ikke udelukker det andet. Australien er et eksempel på et land, hvis regeringsform er meget lig det engelske parlamentariske system. Når samme koloniherre anvender forskellige kolonistyreformer i forskellige kolonier, så skyldes det ofte hvor nemt det er for koloniherren at kolonisere landet. Altså, hvor nemt er det for embedsmænd, præster, soldater og andre koloni tilflyttere at skabe et liv på kolonien. Når det er svært at skabe et liv, så er der ofte mindre ”kopiering” af hjemlandet, og der skabes i stedet en mere udnyttelsesorienteret kolonistyre, som ofte er mere autoritær og har tendens til at udvikle et styre der er ikke er helt demokratisk. Nogle koloniherrer vil også ofte have anvendt den eksisterende styreform til deres egen fordel, for eksempel når briterne i Indien udnævnte Maharajaer (konger) blandt venligtsindede krigsherrer eller stammehøvdinger, som arbejdede for det britiske kolonistyre, men fik lov at være herre over deres eget folk.

                      En anden videnskabelig artikel af Rodrik m.fl.[2] om institutionsbygning forklarer videre at det er næsten lige meget hvor kolonien ligger og hvilke lokale naturlige resurser der findes i kolonien, i forhold til hvordan institutionerne bliver opbygget. Institutioner (administration, regler, love, osv.) bliver opbygget lokalt, alt efter hvordan forholdende er lokalt. De bedst fungerende institutioner er udviklet i høj grad uafhængigt udefra, dvs. uafhængigt af koloniherren, med hø grad involvering af det lokale i udviklingen af institutionerne.

I Mads Lidegaard’s artikel fra 1969[3] beskrives den politiske realitet i Grønland i slutningen af 60’erne, hvor tankerne om hjemmestyre er så småt er ved at gøre deres indtag i befolkningen. Han beskriver et landsråd hvis medlemmer domineres af en grønlandsk elite der er halv-europæiseret og med god beherskelse af det danske sprog. Denne gruppe har ofte overtaget de udsendtes positioner og stillinger, i takt med at de selv fik en uddannelse og involverede sig dybere i kolonistyret. Denne udvikling har dog ikke været med et ønske om at fjerne kolonistyret, men et ønske om at styre selv. Der er forskel mellem at fjerne kolonistyret og ønsket om selv at bestemme. Ved at fjerne kolonistyret skaber man noget selv,  og hvor ønsket om selv at bestemme handler om at overtage kolonistyret, altså arve kolonistyret. Som eksempel kan man tage en diskussion som var i landsrådet mellem Jørgen Olsen og resten af rådet, hvor Jørgen Olsen stillede et forslag om at landshøvdingen skulle vælges af rådet, og ikke udsendt af den danske regering. I denne diskussion udtrykker Jørgen Olsen at han ikke har mistillid til daværende landshøvding, og at han sandsynligvis ville have stemt på ham som landsrådets formand.

Når man kigger på selve begrebet ”Naalakkersuisut”, kan man udlægge hvordan et ord der betyder ”Dem der bestemmer”, er endt med at blive brugt for at beskrive den grønlandske regering. Selvom der i ordbogen står at ”Naalakkersuisoq” betyder ”Minister”, er dette ikke helt rigtigt, fordi ”Minister” kommer af ordet ”tjener” eller ”underordnede”, og at ministeren derfor er en tjener af folket. Men det har været naturligt at anvende Naalakkersuisoq, da demokratiet i Grønland ikke er udviklet uafhængigt af indflydelse udefra, men man har direkte arvet det danske kolonistyre. Det er kun langsomt at grønlandske politikere har fået indflydelse og selvbestemmelse. Man har brugt ”Naalakkersuisut” før der fandtes en grønlandsk regering, for at beskrive den danske regering, , som netop har været ”dem der bestemte” i Grønland indtil 1979. Da man endelig fik en grønlandsk regering, har man ikke fjernet kolonistyret, men i stedet erstattet det med et grønlandsk kolonistyre.

Ønsket om selvbestemmelse og indflydelse har været dreven af et ønske om at erstatte det danske styre med et grønlandsk styre. Så selvom der på politisk niveau har været høj grad involvering af lokale i udviklingen af de grønlandske institutioner, så er institutioner ikke udviklet uafhængigt af kolonistyret.             

På trods af at man politisk i Grønland har opnået høj grad uafhængighed fra den danske regering gennem henholdsvis Hjemmestyret og Selvstyret, fortsætter der et ønske om større uafhængighed fra Danmark, da man stadig oplever et ”kolonistyre”.

Vi oplevede ved afstemning til Selvstyreloven i 2008, og ved indførslen af Selvstyret i 2009, hvordan folkestemningen var en af fornyet håb og glæde om at man nu havde opnået højere selvbestemmelse. Men som vi oplevede i årene efter og indtil nu, er folkestemningen at der ikke er sket noget nyt, at der ikke kom den store forløsning fra indførslen af Selvstyret. Der er stadig snak om mere uafhængighed fra Danmark, når der stort set er ingenting i det daglige liv i Grønland der besluttes af danskere og det danske politikere. Alle beslutninger i Grønland der omhandler Grønland besluttes af grønlandske politikere.  

Følelsen af kolonistyre og undertrykkelse som mange oplever vil ikke blive forløst når vi bliver selvstændige. Vi er nødt til at forstå at problemet ikke skyldes vores nuværende bånd til Danmark, men vores historiske forbindelser til kolonistyret der opretholdes af det nuværende kolonistyre, nemlig Naalakkersuisut.

Foreslået læsning: Iperangaassuseq af Hans Peder Kirkegaard
Artikel om mental frihed på grønlandsk

Comment