Af Ivalu Stender

Vi har alle en fælles idé om hvad et demokratisk styre vil sige – det er folket der bestemmer. Folket vælger repræsentanter hvis arbejde er, at give udtryk for deres individuelle stemme indenfor den gruppe vi kalder ’regeringen’.

Denne ganske korte beskrivelse af demokrati kan vi alle hurtigt blive enige om, men hvad ligger bag denne almindelige forståelse af demokrati?

De græske forfædre

Ordet demokrati er af græsk oprindelse og stammer fra ordet Demokratia der betyder ’populær regering’ – populær i den forstand at den er folkelig. Demokratia er sammensat af det græske ord demos der betyder ’det almene folk’ og kratos der både betyder ’styre’ og ’styrke’. Ser vi på historien af demokratiet vil mange også pege på grækerne som forfædre til denne idé, hvis kerne også dengang omhandlede forholdet mellem det politiske styre og den almene borger. Ganske rigtigt så demokratiet dagens lys i Athen under Sokrates’ tid. Filosofferne Sokrates, Platon og Aristoteles danner baglandet for politisk teori, men deres syn på demokrati var ikke kun positiv. Platon var ikke stor fan af det demokratiske styre, mens Aristoteles godt kunne se en fordel i et styre der tog udgangspunkt i borgerens interesser. Under alle omstændigheder fandt de tre grækere, at der var et forhold mellem etik og politik.

Etik og morale:

Der er ingen universel enighed når det kommer til skelnen mellem etik og moral.
Filosofisk kan det dog være et godt værktøj at skelne mellem de to.

Når vi taler om etik taler vi om de objektive grundlag og principper der udgør moralen. Moralen er den kulturelle og individuelle forståelse af hvad der er rigtigt og forkert/godt og ondt. Set på denne måde er moralen dét princip vi handler ud fra, mens etikken fortæller os eller diskuterer hvorfor det er det vi tror på.

Eks:

Morale: Det er forkert at slå ihjel.

Etik: Det er forkert at slå ihjel, fordi mennesket er af værdi.

Etik og politik

I dag er det forholdsvis underforstået, at et individs politiske retning bestemmes ud fra deres overbevisning. Hvorvidt denne retning bestemmes ud fra religiøse, videnskabelige eller andre overbevisninger er som sådan irrelevant. Dét der betyder noget er, at vi har en overbevisning og at denne overbevisning har været medvirkende i vores valg af demokrati som politisk styre. Hvis etikken udgør demokratiets rammer, udgør individets morale selve udførelsen af denne idé. Men hvad skal det betyde?

Etiske grundsten for demokrati

Som mennesker nikker vi altid genkendende til, at vi alle gerne vil være lykkelige. Men så snart diskussionen falder på, hvad lykke egentlig betyder for os som individ, kan vi hurtigt blive uenige. Det samme princip gør sig gældende for de etiske grundsten for demokrati – frihed og lighed.

Frihed og lighed er kerneværdier i demokratiet og danner dermed en fælles overbevisning i samfundet, men det betyder ikke nødvendigvis, at vi er enige om hvad frihed og lighed indebærer. Lad os se nærmere på begreberne.

Frihed

Ethvert menneske har retten til frihed og dermed retten til at forme sit liv. Til en vis grad. Der er en balancegang mellem friheden til at forme vores eget liv og samfundets indflydelse på denne frihed. Demokratiet understøtter frihed, men sætter samtidig rammer for hvor meget frihed vi egentlig har, bestemt ud fra lovgivningen. Hvis et individ bryder loven fratages de en del af deres frihed og dette bunder i hvad vi i fællesskab har besluttet, nemlig hvad der er rigtigt og forkert. Hvad vi anser for rigtigt og forkert udgør normerne i vores samfund og dermed vores moralske udgangspunkt, men moralen tilhører både samfundet og individet. Individet har derfor retten til selv at tilrettelægge et mere specifikt moralsk kompas, mens regeringen ikke må forme lovgivningen ud fra, for eksempel, religiøse overbevisninger. Vores overbevisninger danner også et socialt tilhørsforhold som både passer til vores morale, men som samtidigt former vores morale. Disse grupper har derfor også en vis magt over individets frihed ved at danne deres egne normer for det miljø de begår sig i. Ser vi derfor frihed som en etisk ret i demokratiet, udgør de forskellige dele af samfundet og moralen deri, omfanget af vores frihed.

Man kan let kategorisere frihed som noget der er grænseløst, men din frihed er et samspil mellem dit samfund og de medmennesker der befinder sig i samfundet. Din ret til frihed er lige så meget din som dit medmenneskes, så hvor går grænsen? Er man virkelig fri når man sætter rammer for friheden? En del af denne problematik hører til demokratiets anden etiske grundsten – lighed.

Lighed

Som vi ser, har ethvert menneske retten til frihed og dette stiller os som ligemænd. Som mennesker er vi lige, men hvad indebærer det at være menneske og i hvor lang udstrækning er lighed gældende? Vi former os selv ud fra vores overbevisninger og disse overbevisninger former vores meninger. Hvis vores overbevisninger er værdier vi tilskriver os selv som samfund, individ og menneske og vi som mennesker er lige, så har vores meningsgrundlag også samme værdi. Dette udgangspunkt kan skabe problemer i politiske sammenhænge eftersom vores tankegang og ideer er af samme værdi som én der tænker det stik modsatte. Derfor er der behov for en evne til at gå på kompromis, men det er ikke altid lige let. Det kan hurtigt blive til en magtkamp i forhold til værdi og her inddrages det sociale aspekt også. Er min tankegang mere rigtig fordi min sociale gruppe og jeg, synes den er rigtig? Hvis vi vil lave et eksempel på denne problematik er det nemmest med et emne vi alle kender til – nazismen. Princippet om lighed betyder som sagt, at alle meninger er lige i værdi, men gør det sig gældende i alle situationer? Her er gruppens morale af betydning, for hvis jeg som nazist mener at det ’rigtige menneske’ er blond, har blå øjne og er kristen vil princippet om lighed (og frihed) give mig ret til, at denne mening er lige så meget værd, som min egen.

Lige nu, lyder der i dit hoved et stort og rungende ”NEJ”, en nazists mening er bestemt ikke lige så meget værd som min egen. Grunden til dette er dit miljø, din gruppe, din morale. Det er etisk bestemt, at demokrati skal baseres på frihed og lighed, men hvordan samfundet former sig tager udgangspunkt i, hvordan vi opfatter frihed og lighed. I begrebernes simple forstand danner vi nemt en konsensus om, at disse værdier er noget vi vil basere vores samfund på. Men ser vi nærmere på hvordan begreberne bruges er det ikke så lige til. For eksempel er nazismens overbevisning et brud på princippet om lighed, fordi det netop modsætter sig lighed, så hvad skal vi gøre med det? Kan en mening eller en overbevisning være lige meget værd, i alle tilfælde? Og hvis ikke, hvornår kan vi så sige, at vi i samfundet alle er lige?  Er det når vi alle er lige så fri som den anden? Og i så fald, hvor frie kan vi være?

”Jamen, hvad skal vi bruge det til?”

Når visse værdier danner grundlaget for noget spreder det sig oftest til andre grene af samfundet. Vores grundlæggende opfattelser af frihed og lighed har derfor indflydelse på de mange forskellige dele af samfundet – erhvervslivet, det sociale, det private, det offentlige, osv. Stiller vi spørgsmålstegn ved vores normer får vi en dybere forståelse af os selv. Vi får et indblik i hvordan vores samfund ser ud, vi ser måske, at ikke alt er som vi troede og vigtigere, om det ser ud som vi gerne ønsker.

Litteratur

Christiano, T., Democracy, 27. juli, 2006, plato.stanford.edu [05.11.2014]

Lane, M., Ancient political philosophy, 6.september, 2010, plato.stanford.edu [05.11.2014]

 

 

Comment