Af Ivalu Stender
Så længe jeg kan huske, har spørgsmålet om identitet præget det grønlandske selvsyn. Historisk har kultursammenstødet resulteret i et kultursammenfald, men denne erkendelse er ikke anerkendt i samme grad alle steder, såvel som, at dette sammenfald også varierer. Jeg kalder det et kultursammenfald, eftersom konsekvenserne af historien ses i vores nutid – hvilket kan være alt fra løg og ris i suaasat (suppe), til den blåøjede grønlænder.
Spørgsmålet om grønlandsk identitet og tilgangen til denne, er givet af forskellige faktorer. Spøgsmålet om identitet behandles anderledes i Nuuk end den gør i Tasiilaq eller Qaanaaq. Ikke desto mindre, kan den blive behandlet som et altomspændende spørgsmål om hele selvet (individet) og dermed sættes selvet ud fra identitet og ikke omvendt. Identitetsspørgsmålet tilskrives specielle paradigmer som selvet enten kan tilskrives eller ej. Dermed afspejler identitetens kategorisering hvem du er og placerer dig i specielle grupper af grønlandske varianter. Disse paradigmer ændres dog med tiden og er ikke en konstante; i 60’erne hed det sig, at hvis du ikke kunne ro i kajak var du ikke en rigtig grønlænder, i dag er det et spørgsmål om sprog.
Den fejlagtige tilgang til identitet kan på sin vis relateres til begrebets indtog i den brede befolkning. Som Hans Fink skriver i Om Identiteters Identitet blev begrebet på mode i 60’erne. Her handlede det om selvrealisering og efterfølgende har populariteten været svingende, men det er uden tvivl et stort spørgsmål i Grønland i dag. Oprindeligt er filosofiens behandling af selvet mangfoldig, men det er uden tvivl et spørgsmål om folkelig såvel som personlig identiet der er på spil i den grønlandske selvforståelse.
Rigtig og forkert grønlænder
Identitetsspørgsmålet behandles også som en kategorisering af rigtig og forkert. At denne ligning findes nødvendig er tæt forbundet med den grønlandske kolonihistorie, mere specifikt ses det i 50-60’ernes Grønland med et stor kulturelt sammenstød i form af danisering. Motivationen bag datidens handlinger er irrelevante i denne artikel, men konsekvenserne deraf har ganske stor betydning for, hvorfor identitet er vigtig for en grønlænder.
Konsekvenserne af forsøget på, at danisere den grønlandske befolkning, har efterladt spørgsmålet om identitet til en afvisning af dansk indflydelse eller tendens. Dermed stilles kategoriseringsprocessen af selvets identitet i første række og udenom selvets erkendelsesproces. Synet på os selv betinges derfor af en afvisning af specielle tendenser og hvorvidt vi lever op til visse krav. Jeg kan næsten lokkes til, at kalde det for en form for kulturel fascisme der kommer til udtryk i spørgsmålet om identiet. Jeg har dog sympati for hvorfor denne fremgangsmåde præger landskabet af grønlandsk selvrealisering. Følelsen af identitetsfratagelse har medført et lige så desperat forsøg på at tilegne sig det på ny. Men med den hastige ændring af samfundets strukturer og livstil har dette vist sig, at være meget svært, om end ikke umuligt.
Den kulturelle fascisme er derfor ikke kun baseret på en fjendtlig indstilling til visse tendenser, men er også en kamp for at genvinde noget af sig selv – et forsøg på at rejse tilbage i tiden og få noget tilbage.
Dette resulterer i en kamp mellem selvet og spørgsmålet om identiet. Netop fordi man sætter visse krav vedrørende identitet, forvirres selverkendelsesprocessen, der derudover også kastes hen i en boldgade hvor kulturel fascisme sætter grænserne for hvor du må sætte dine skridt. Den kulturelle fascisme tilskriver hvad der er rigtigt og forkert og sætter dermed dagsordenen for hvem du må og eventuelt skal være, fremfor hvem du kan udvikle dig til at være, eller hvem du er nu.
Identitet bliver derfor en projicering af et ønsket ideal, fremfor en kategorisering af hvem du er og hvordan denne er foranderlig eftersom du som menneske udvikler dig. Denne tendens ses ikke kun i det enkelte menneske, men også i kulturforståelsen og den politiske scene. Grønlands unge har de seneste årtier fundet spørgsmålet om identitet ganske forvirrende og utilregnelig, hvilket måske kan forklares via det ovenstående. Med det sagt, er der ganske vidst flere niveauer i identitetsdannelse, men helt overordnet sættes der ikke nogle spilleregler for, at du skal placere dig i visse kategorier der lever op til andres forventninger – men det gør der i Grønland.
Kollektiv Identitet
Grønlændere havde i sin tid en tendens til at definere deres identitet ud fra et kollektiv. Identitet er ganske vidst en placering af sig selv i en subkultur (dog på et vis stadie). Men grønlændernes overlevelse afhang af hvad der kan kaldes en medfødt plads i samfundet, næsten i samme stil som Platons fordeling af borgerne i polis. For grønlænderne afhang det dog af kønsroller; som mand var du fanger og som kvinde var du ”avler” af fangere.
Individet blev tildelt en bestemt, men også en meget vigtig rolle. I det barske klima har det været en nødvendighed med denne rollefordeling, eftersom det afhang af kollektivets overlevelse. På denne måde tegner kollektivet individets identitet og individet placerer sig ikke i kollektivet eller subkulturen som man ser i dag.
Nødvendigheden i, at danne en kollektiv identitet for ren og skær overlevelse står i stærk kontrast til identitet som værende selvrealiserende og individuel. Med vigtigheden af spørgsmålet om identitet i mente, kan det skabe en forståelse for, hvorfor sproget spiller så stor en rolle i identitetsskabelse og grønlandsk identitetsforståelse.
Sprog som identitet
Selvom Grønland er et moderne samfund med en vis grad af liberalisme, kan den kollektive dannelse af identitet ses i paradigmet om det grønlandske sprog. Det kommer til syne, når man hører debatten om, at være rigtig grønlænder – taler du ikke grønlandsk, er du ikke rigtig grønlænder. Argumenterne er oftest paradoksale og til tider ugyldige i en logisk forstand, men det er ikke desto mindre en af de stærkeste præmisser i identitetsargumentet.
Sprogets vigtighed kan sættes i samme ligning som i tilskrivelsen af paradigmer for identitet, skabt af en følelse af noget stjålet eller frataget. Med 50-60’ernes danisering og konsekvenserne heraf, er sproget et let tilgængeligt og indbydende sår at behandle. Afvisningstendensen er her det danske sprog og i spørgsmålet om identitet er den nem at gribe fat om - taler du dansk, er du dansk og taler du grønlandsk, er du grønlænder.
Den kollektive identitetsdannelse er ikke uset i verdenen og det er tendensen til, at skelne ’os’ fra ’dem’ heller ikke. Men for grønlænderne kan det blive et spørgsmål om kulturens overlevelse. Man ser stadig et angreb på kulturen, og derfor er rolletildelingen i form af sprog et vigtigt element i den kulturelle identitets overlevelse. Denne bliver dog også altomspændende og gør sig tilsyneladende lige så gældende for kollektivet som for individet. Som beskrevet foroven, så var overlevelsen netop betinget af, at hver mand tog sin rolle på sig og denne tendens kan siges at have indflydelse for det behov der ligger i, at kunne skelne mellem ‘os’ og ‘dem’ for en fremmelse af grønlandsk identitetsforståelse.