Jeg er grønlandsk og dansk statsborger. Jeg hedder Ivalu, jeg har grønne øjne, er semi-blond og taler bedre dansk end jeg taler grønlandsk. Mine snart 5 år væk fra mit hjemland hjælper ikke meget på mine egenskaber i det grønlandske sprog. Som barn oplevede jeg, at andre råbte ”qallunaaq” (dansker) efter mig hvortil jeg svarede ”kalaaliuvunga!” (Jeg er grønlænder). For at være helt ærligt, ”down to the bone”, er jeg træt af, at blive målt og vejet i forhold til hvor grønlandsk jeg er. Jeg kan blive vred, trodsig og ked af det når denne diskussion tages op, oftest i politiske rum. Men vrede kommer man ikke langt med, vrede gør ikke, at jeg får lov til at indtage min plads som ”retmæssig grønlænder”.
Som ung modsatte jeg mig alt der hed politik. I ren trods nægtede jeg at lære flydende grønlandsk – der var bestemt ikke nogen der skulle fortælle mig hvad jeg skulle gøre eller hvem jeg skulle være for at blive accepteret. Og bestemt ikke når det blev gjort på en måde, hvor jeg blev fremstillet som forkert hvis jeg ikke gjorde som der blev sagt. I mine unge dage var det enten – eller, der lå intet imellem linjerne. Når jeg ser tilbage i dag, har den trods på sin vis båret frugt. Når sproget er i højsædet i samfundet og man modsætter sig andres forventninger står man i mange situationer udenfor den vante kategorisering, men sjovt nok tog min identifikation med mit folk ikke alvorligt skade. Det er først når jeg ser tilbage nu, at jeg ser hvor mange sprog vi egentlig har derhjemme. Når jeg siger sprog, mener jeg ikke de ord der kommer ud af vores mund, men det sprog der er uudtalt.
En ganske kold vinter var over os. Jeg var blevet færdig med gymnasiet og havde ingen anelse om hvad jeg ville med mit liv. ”Du skal uddanne dig” sagde både Anaana, Ataata og resten af samfundet. Men jeg ville ikke starte på en uddannelse uden hjertet var med, så jeg tilbragte 3 år hjemme i Nuuk og arbejdede inden for alverdens fag. En dag, den vinter, var jeg på vej hjem. Sneen var dyb og vejene glatte, men min balanceevne og sneen har en livslang historie, så min erfaring ledte mine skridt. Jeg var netop gået forbi plejehjemmet og var nået til krydset ved Qorsussuaq. Jeg valgte, at tage vejen op forbi GU og eskimoslottet – skal man ned til myggedalen går det hurtigere dén vej. I stedet for, at tage vejen, ville jeg gå over den lille ”have” der er lige foran lærerseminaret. Om vinteren er grøften dækket af høj sne og normalt var sneen fast og dyngen høj. Jeg hoppede over i snedyngen, overbevist om, at sneen var fast. Et sekund efter sad jeg i sne til hoften. Jeg kiggede en smule forvirret rundt, min erfaring om lige præcis denne snedynge havde fejlet mig. Bag mig, havde en mand set min erfarings opgør med snedyngen. Han småløb hen til mig og vores øjne mødtes. Vores hænder rakte ud efter hinanden uden ord og akkurat som vores hænder mødtes kommunikerede vi. Latteren kom som et brøl, helt nede fra maven og syngende fra hjertet. De fire øjne forsvandt og blev til smalle sprækker i begge ansigter. Dengang så jeg det ikke som noget specielt, det var jo bare en snedynge, et mindre uheld og et grineflip.
Skæbnen ville, at jeg nogle år efter forelskede mig. Forelskelsen ledte mig til Danmark og til uddannelse. Jeg faldt over uddannelsen i filosofi på Århus Universitet og dér var den – hjertet var med, jeg ville læse filosofi. Jeg har ofte siddet nede på kolonihavnen i Nuuk med de almindelige filosofiske spørgsmål – hvad er meningen med det hele? Filosofien viste sig, at være noget mere omfattende end ren studsen over livet, ikke desto mindre elskede jeg faget. Jeg blev inspireret, mind-blown og skubbet ud i tanker med en dybde jeg aldrig havde nået alene. Ærlig talt, var mit valg af filosofi totalt egoistisk – jeg ville lære mig selv at kende. Mine omstændigheder ville vise sig, at spille en lige så stor rolle i min selvindsigt som mit fag, hvilket det jo oftest gør.
Da jeg flyttede til Danmark tænkte jeg ”Freeeeedooooom”. Jeg kunne være totalt anonym, udfolde mig uden kamik-postens øjne i nakken, købe øl efter kl. 18 til ingen penge og shoppe i H&M. Nåh ja, som 22 – årig er ens prioriteter lidt anderledes. Det første semester var ren sommerferie, akkurat ligesom mine somre i haven hos min plejebedstemor. De frygtede bier, koldskål, duften af græs og alle de andre herligheder Danmark byder på, når du er på ferie. Jeg mødte nye mennesker og fanen var høj, sproget talte jeg jo, så no problemo. Vinteren slog til, og pludselig var det ikke lige så fedt, at vingummierne ikke var stenhårde, som de er derhjemme. Sneen faldt som et stik i hjertet. Vinter, jul, skilift, familie. Min første fødselsdag hjemmefra, min første jul uden familie. Der var mange ’første’ det år. Sommerferien var for længst slut og de orange julestjerner kunne ikke spores nogen steder, udover den Anaana havde sendt mig.
Hvad i alverden var jeg sprunget ud i? Men har man sagt A, må man sige B. Jeg stod som menneske og skulle integrere mig i et samfund der var mig mere fremmede end jeg havde troet. Og værre var, at jeg i Danmark blev betegnet som rigtig grønlænder, hvor jeg derhjemme var ”qallunaaq”. Min identitetskrise stod på sit højeste, men samtidig fik jeg rum til, at jeg med stolthed kunne erklære mig for grønlandsk uden indvendinger. Jo, jeg blev da også mødt med fordomme – en ung mand udtrykte, at jeg skulle ta’ og gå i skole, ”dum grønlænder” som jeg nu var og det var ironisk nok på den aften, hvor jeg fejrede mit 12-tal i filosofisk antropologi. Jeg tog det ganske let i lige præcis den situation, men det har ikke altid været tilfældet. Nogle gange tog jeg også fordommene på forhånd og stod i forsvarsposition, klar til kamp. ”Vi er ikke alle alkoholikere”, ”vi er ikke dumme”, ”vi bor ikke i igloer”. Ikke så meget anderledes fra ”jeg er ikke dansker”, ”jeg er født og opvokset her”. ”Kalaaliuvunga!”.
Ingen steder var der plads til sådan en som mig. Mange unge har i dag og i fortiden kæmpet med begrebet om identitet. Spørgsmålet i vores selverkendelse er gået fra ”hvem er jeg?” til ”hvem giver du mig lov til at være?”. Sproget er dommeren og du er den dømte. Magtkampen er Dansker vs. Grønlænder, en verbal boksekamp hvor ligheden kræves, men indstillingen siger ”jeg er bedre end dig”. På min vej har de fleste med den indstilling været grønlænderen, ”jeg er bedre end dig, for jeg er rigtig”. Grønlænderen står på højen af den danske skam, peger ned på ham og siger ”jeg er lige så meget værd som dig”. Det er på ingen måder alle der har en fremmedhadsk indstilling, hverken på dansk eller grønlandsk side – det er umådeligt vigtigt for mig at understrege, for roden til det onde i kampen foroven, er generalisering og marginalisering. Hvis én er, er alle. Men hvornår kæmper vi for kampens skyld? Hvornår tager vi fordommene på forhånd og indleder en kamp baseret på et spøgelses hvisken? En ting ved jeg, du kommer ingen steder med vrede og had.
En Facebook ven skrev forleden en status hvor hun fremlagde perspektiverne fra både den dansktalende grønlænder og den grønlandsktalende grønlænder. Og her så jeg ét folk der stod på hver sin side af sproglinjen og kæmpede samme kamp. Kampen for accept, kampen for sin plads i samfundet.
Vi kalder os selv Inuit, mennesker. Menneske i dets simple, mangfoldige og smukkeste forstand. Aristoteles fremsatte en teori han kaldte ’at menneske’. At menneske er selvet i sin proces, i sin erkendelse og sin tilegnelse og øvelse af dyder. Dyder som at hjælpe, elske, acceptere, tilgive, ja, alt hvad det indebærer at være menneske. En slags erkendelse af, at vi på ingen måder er perfekte fra start, men at vi gennem øvelse kan blive et bedre menneske. Når jeg taler om mit folk, mit hjem og mit ophav, taler jeg fra hjertet af et menneske. Jeg er tættest på mine kulturelle rødder, når ord er overflødige i vores fælles sprog. Jeg føler mig mest som et menneske, når sympatien taler gennem et enkelt blik eller en simpel handling.
For nogle måneder siden, stod jeg igen med starten på noget nyt. Jeg havde netop tilbragt et år i Frankrig og dernæst, Bruxelles. Jeg havde oplevede en masse ’første’ endnu engang, men med årene har jeg lært at værdsætte det ukendte. Jeg havde ingen anelse om, hvor jeg skulle hen. Min uddannelse var næsten ved vejs ende og jeg skulle til at være ”voksen” og komme på arbejdsmarkedet. Min intuition fortalte mig, at jeg skulle starte i København og se hvor vinden bar mig hen derfra. Puk (Hans Peder) kontaktede mig og inviterede mig til en screening af Sume – dokumentaren ”Mumisitsinerup Nipaa”. Vi var begge meget rørte over den historie dokumentaren fortalte. Efter filmen satte vi os ned, drak en kop kaffe og diskuterede livligt dokumentarens budskab. Han fortalte mig så om hans idé, om Aqago – og dér var den igen, hjertet var med.
Nelson Mandela sagde:”All views are entitled to be aired. It is through vigorous and constructive debate that together we will chart the path ahead”.
God debat.
Asannittumik – sagt med kærlighed,
Ivalu Stender.