Jeg læste min første biografi af Martin Luther King Jr. da jeg var 13 år. Jeg har siden læst rigtig meget om ham, først af ren interesse og lidt fordi jeg synes det var sejt at vide noget om ham. Jeg vidste egentlig ikke hvad han var for en, da jeg først læste hans biografi. Ærlig talt, så husker jeg heller ikke særlig meget af bogen. Igennem årene har jeg set og læst meget om 60'erne i USA og tiden før det, hvor der var stor ulighed og racisme mod sorte amerikanere. Siden har jeg læst om Nelson Mandela, Malcolm X, Mahatma Ghandi, Patrice Lumumba, Abraham Lincoln, Jørgen Olsen, Finn Lynge, Jonathan Motzfeldt, Augo Lynge og I kan nok se nu hvor det bærer hen. Meget af det har jeg ikke fået undervisning i, hverken i skolen eller på gymnasiet, så det har jeg selv læst mig frem til.
Jeg har ikke altid været så engageret i det grønlandske samfund, som jeg er nu. Faktisk, så har jeg prøvet at tage afstand og nærmest afvist min grønlandskhed. Her er noget jeg skrev da jeg var 21-22 år gammel:
Jeg bor på verdens smukkeste fængsel.
Jeg prøvede at flygte engang
Men jeg var pint af længsel
Det overraskede mig dengang
Det var efter jeg var vendt hjem fra Aarhus, hvor jeg afbrød en uddannelse. Jeg brugte tiden til at reflektere over hvad det var jeg følte, hvad det var der foregik inden i mig. Jeg havde det som om der var en orkan, en storm, en altoverskyggende uro inde i mig, og jeg vidste ikke hvorfor. Som tiden gik, og jeg fik tænkt mere over tingene kom jeg frem til dette:
Jeg havde en identitetskrise
Jeg er nemlig blevet råbt af, skældt ud og overfuset om at jeg skulle tage hjem til Danmark, at jeg skulle rejse, at jeg skulle forlade Grønland, og det er på trods af at jeg snakker grønlandsk.
Og da jeg kom til Danmark for at læse i Aarhus, var fordommene anderledes: Er du grønlænder? Bor du så i iglo? Har du set en isbjørn? Du snakker ret godt dansk, af en grønlænder. Det var ikke en vred reaktion som derhjemme, men det var alligevel fremmedgørende. Hvem fanden var jeg egentlig?
Jeg var vred, og har også reageret med vrede både mod andre grønlændere og andre danskere. Det gør jeg ikke mere. Ikke forveksl uvidenhed med uforskammethed, er min motto nu, både mod danskere og grønlændere.
Jeg gik i gang med at læse om turisme på NI i Qaqortoq, og vi havde en masse om forskellige marketingsteknikker, produktudviklingsmetoder og teorier om kulturer og hvorfor man rejser. Her forstod jeg hurtigt at det der gør Grønland anderledes i forhold til andre Arktiske feriesteder er vores kultur. Så jeg tænkte at for at sælge ture og tiltrække turister, så må jeg forstå og være bevist om hvad det grønlandske kultur er, hvad er det der er anderledes, og hvad er eksotisk for europæere. Jeg forstod mere og mere om Grønlandsk kultur, og dermed mig selv og hvor jeg kommer fra. Under uddannelsen deltog jeg ved et turisme produkt udviklingsseminar hvor jeg skulle holde oplæg om Storytelling til en gruppe fiskere og fangere, og da jeg ikke havde det grønlandske ordforråd til at fortælle om et fagbegreb på grønlandsk, sagde jeg til gruppen at jeg vil gøre det på dansk. Jeg var bange, fordi jeg i pauserne havde overhørt en gruppe af dem snakke om hvor irrelevant det hele var, fordi fremlæggerne snakkede hen over hovedet på dem eller snakkede ned til dem, følte de. Så jeg var bange. Men det skulle gøres, så jeg gjorde det, på dansk i 10 minutter fremlagde jeg. Da jeg åbnede op for spørgsmål, var der en masser hænder i luften, og der var en masse spørgsmål, men spørgsmålene handlede om uddybelse og ikke gentagelse af hvad jeg havde sagt. De ville vide mere, de forstod hvad jeg sagde. Selvom jeg talte på dansk, snakkede jeg grønlandsk, var der en af fiskerne der sagde. Han sagde "uummatinga attorlungu oqalupputit".
I tiden før, under og efter mit ophold i Aarhus, hvor min identitetskrise var på sit højeste, så var jeg hjemløs , en vandrende sjæl og det var ikke altid behageligt. Det han sagde til mig, den dag, det var starten på min vandring hjem, hjem til Grønland.
Jeg har læst om G50, G60, processen i 70'erne og udviklingen af hjemmestyret og fulgt med i vejen til Selvstyre samt set den politiske udviklingen siden. Det tanker jeg har om Grønland i dag, er det samme tanker som bl.a. Finn Lynge havde i sin betænkning til hjemmestyreloven tilbage i 73-74. Senest i Sume dokumentaren bemærker Aqqaluk Lynge og Malik Høegh om der reelt er sket en fundamentalt forandring i Grønland?
Jeg kiggede igen på Martin Luther King Jr., Mahatma Ghandi, Nelson Mandela og Abraham Lincoln. De skabte varig forandring, de forandrede deres lande fundamentalt. Fælles for dem alle er: De tilgav, de handlede ikke ud fra vrede eller hævnlyst. Lidt simpelt kan man sige at de prædikede alle sammen kærlighed, især næstekærlighed. Selv i deres retorik, var der ingen vrede at spore:" Let us not drink from the cup of bitternes to satisfy our thirst for freedom and justice" sagde Martin Luther King Jr.
Så jeg har forsøgt at give slip på min vrede, tilgivet dem der har gjort mig ondt, men det er ikke nemt, og jo mere jeg lærer om disse mænd, jo større respekt har jeg for dem, for den uretfærdighed de oplevede er intet sammenlignet med den uretfærdighed jeg har oplevet. Identitetskrise mod vold og racisme. På trods af hvad de oplevede, så tilgav de og beholdt deres værdighed. Hvad Sume og andre har gjort er, at italesætte det sorg og smerte som har været påført os som et folk, men vi bærer stadig rundt på det sorg på trods af at det er grønlandske politikere der suverænt er lederne i vores land.
Vi er nødt til at tale om vores fundament som et folk, som et nation. Vi som et folk skal være frie, og det er vigtigt at skelne mellem politisk, juridisk, økonomisk frihed og personlig, åndelig og mentalt frihed. Vi er nødt til at snakke om det. Mit spørgsmål i lang tid var: Hvordan i alverden starter man den samtale, den debat?
I januar 2014, var jeg inviteret til USA af den amerikanske State Departement i International Visitor Leadership Program, hvor vi i det første par dage blev introduceret til Federalism, som er den amerikanske form for demokrati. Fundamentet er Den Amerikanske Forfatning som blev taget i brug i 1789, 13 år efter uafhængighedserklæringen. Dette fundament, denne ide om hvordan landet USA skulle være, blev debatteret, diskuteret og dekleret første gang i 4. juli 1776:
" We hold these truths to be self-evident, that all men are created equal, that they are endowed by their Creator with certain unalienable Rights, that among these are Life, Liberty and the pursuit of Happiness."
Denne sætning, det er indbegrebet af hvad det vil sige at være amerikaner. Man har ret til liv, frihed og jagten på lykke.
Vi har i Grønland ikke haft den diskussion, vi har ikke debatteret, diskuteret eller skrevet hvad Grønland og vi som et folk har som fundament. Så jeg gik i gang med at udforme en ide om hvordan jeg kan være med til at skabe den diskussion, den debat og få skrevet de tanker ned. Aqago er resultatet af den ide.