Af: Aviâja E. Lynge
Jeg savner engang imellem at vi stopper op sammen og får snakket igennem med hinanden om hvorfor vi er hvor vi er. At der ved siden af den politiske debat, eller ved siden af lukkede private diskussioner ser hinanden i øjnene og kan sige: ”Nå, ok, det er derfor vi er hvor vi er, og lad os da komme videre”. For alt har sin årsag og der er altid en sammenhæng med de ting der sker. Det er der også i forhold til at et af vort samfunds store ynglings beskæftigelser: at sætte alle i kasser.
Hvorfor er der i samfundet denne store trang til at sætte alle i kasser? At generalisere mennesket ud fra hudfarve, sprog, uddannelsesmæssig og økonomisk status, hvilken familie eller hvilken region/by/bygd man kommer fra. Gerne helst ud fra egne forestillinger om andre mennesker. Hvad hvis man ikke selv føler sig som en af kategorierne? At man ingen af kasserne tilhører, men er en del af det hele?
I Alaska har den oprindelige del af befolkningen et personkort som % -vist fortæller hvor meget % oprindeligt blod vedkommende har. Havde jeg sådant et kort, ville der formentlig stå 75 % grønlænder og 25 % dansker (men i de 25 % er de 12,5 % vist Tysk, og i de 75 % vist også Norsk blod…). Gudskelov at vi ikke har sådanne kort i Grønland. Men måske findes den på en anden måde? Og måske gør vi det selv? For hvor er vi dog alligevel gode til selv at ”dele” folk op hvad vi mener de er. Dette til trods for identitet er en følelse, som kun mennesket alene kan bestemme.
Tidens strøm og værdikampen
I forstanderskabenes tid lavede danske koloniadministration en opdeling af grønlænderne ”på baggrund af deres status”. Dette kan illustreres gennem dette eksempel fra 1859 hvor folk blev delt op i følgende kategorier[1]: 1. Pigissut (de velstående), 2. Pigissut tullii (næste i rækken af de velstående), 3. Piitsut tullii (de næste i rækken af fattige), 4. Piitsut (de fattige), 5. Piniartueruttut (de som ikke længere har nogen fangere til at forsørge sig), 6. Sipporuttut (de overflødelige).
Senere op i gennem tiden har der bl.a. været fokus på om man var grønlænder eller dansker, hvor man var født, og senere, om man havde en uddannelse eller ej, for at tage et groft generaliseret eksempel. Og i dag hvor mange efterhånden er af blandede forældre og flere har fået uddannelse er behovet for at putte mennesket i en kategori stadig stort.
I sidste ende mener jeg at kunne påstå at det handler om en værdikamp i samfundet. Vi har nogle fælles værdier som land og folk. Men vi har også vore egne værdier, om det er familieværdier, eller personlige værdier. Værdier udspringer af mange forhold, men et konkret eksempel kan være tiden hvoraf man er vokset op. Når man ser på udviklingen af landet de sidste 60 år, og vender blikket tilbage på hvilken tid og i hvilke forhold vi er opvokset, vil man kunne se hvorfor vi som samfund og identitetsmæssigt er blevet meget mindre homogene. Hvilke værdier var fremherskende i 1950’erne, 1960’erne, 1970’erne? Alt efter hvilken strøm der var i den tid man er opvokset, er man nu engang et produkt af den tid. Nogle voksede op med det danske sprog i hjemmet og i skolen, andre med det grønlandske sprog, andre med begge sprog. Men udviklingen er gået hurtig, og går hurtigt, og dette er endnu en kategorisering af mennesker, for nu er det ikke nok at se på tiden man er opvokset som den eneste katalysator for hvilke værdier man lever efter. Vi kan ganske enkelt ikke puttes i kasser. Igen er det kun det enkelte menneske som ved hvilken identitet man har og hvilke værdier man har. Dog ser ”fortidens stemme” alligevel ud til at følge os den dag i dag. Den stemme som ønsker at dømme hvilke værdier er mere korrekte og mere værd end andre.
Vi ønsker alle at føle at vi er noget værd
Uanset hvilke værdier og hvilken identitet man har, kan man ikke komme udenom at vi alle er et produkt at den udvikling vi har været igennem i Grønland. Der er stadig brug for en ”mental afkolonisering”, for værdikampen afspejler på mange måder en stereotypisering og manglende accept af hinandens forskelle. Ligesom den afspejler de ulige forhold udviklingen har medført og derfor kan være et råb om accept for den man er . For vil vi ikke gerne have følelsen af at være noget værd?
Når nu vi kan bruge alle de kræfter på at kategorisere hinanden og måle hvem og hvad der er mere værd og rigtigt, kan vi da ikke bruge de kræfter på at prøve at forstå hinanden og acceptere at vi ikke alle er ens? Men igen kræver dette at vi ser alle som værdifulde og måske er det egentlig også på at tide at snakke om hvilke værdier vi ønsker i denne tid med Selvstyre?
[1] Kilde: ”Kakortume erkânilo Kalatdlit inokutimingmut nalagaussut taimaput, misigssuissut inuit atiutait napertordlugit 1859-me”, Groenlandica.